Og når det så er spist kan jeg tage ud og købe nye træningssko, og løbe det hele væk. Jeg fik nemlig også gavekort til løbesko. Jeg har nemlig meldt mig på et løbe hold, og vil se om jeg kan træne mig op til en halvmarthon.
Chokolade og træning går altså godt i spænd. Når jeg træner, får jeg ALDRIG dårlig samvittighed over at spise en plade chokolade, heller ikke hvis der ryger mere ned... Total livskvallitet.
Det var nemlig hos hende min spæde strik fandt sted. Af alle hendes rester måtte vi strikke, altså bare ikke bomuld, for det var til klude.
Min farmor var en dame der sparrede på sine materialer, intet gik til spilde. Hvert år til jul fik vi alle sæt af vaskeklude og et lille håndklæde. De var strikket i vilkårlige striber.
Når min kussine og jeg sad i sofaen og strikkede med min farmor, og spiste lørdagsslik, var det altid min farmors skål der først var tom. Hun skyldte skylden på strikketøjet... Når man strikker er man i sin egen verden, og opdager slet ikke at hånden putter chokolade i munden!...
Den dag i dag, mere end 10 år siden hun døde, har jeg ikke flere af hendes klude. Men strikke arven er viderført. Alle strikkende kvinder i min familie, strikker disse, de fleste strikker dem stadig i bomuld, som hun gjorde. Men ikke mig, mit restlager er nemlig størst i strømpegarns lageret.
Jeg har nedskrevet et lille dogme, og giver hermed opskriften til alle I - som en hyldest til min kære farmor Anna-Lise Mathiesen født Stougaard
Vaskekluds dogme:
Strikkes i restgarn
strikkes i ret riller
slå 50 m op
strik 39 riller
nyd lidt chokolade til
