Ind i mellem plejer jeg at gøre lidt ved min cykel, så den er flot og festlig... Sidst fik den strikket sadelbetræk og strikket skærm. hvis du vil se det, må du kikke med her. I år har jeg tænkt at det er en masse blomster der skal pryde min cykel. Så jeg hækler løs... Altså ved computeren og i de tidlige morgentimer, for der er jo også noget strik der skal gøres færdig til BC-garn og Jacobsen Publications.
Blomsterne her har jeg lært at hækle af min farmor, det var det første jeg kunne hækle, og det jeg nyder mest at hækle. Jeg har forfinet blomsterne lidt med en magisk ring, frem for at starte med 4 luftmasker. Tak til Sidsel Sangild for at præsentere mig for den magiske ring. :-) (Youtube magisk ring og du finder en masse videoer).
Jeg har eksperimenteret lidt med at hækle forskelligt gennem maskerne, min farmor lærte mig at man skulle i gennem hele baduljen, mens en veninde lærte mig at man skulle kun gennem et maskeled. Jeg kan bedst lide farmors valg af hæklemetode. Må lige spørge Sidsel til råds når vi ses. Under vejs kom jeg i tanke om at farveskiftet som min farmor havde lært mig, ikke er det jeg foretrækker... så det blev der også lavet om på... Frem for at samle cirklen og så skifte farve, så skifter jeg farve og så samler cirklen.
Jeg hækler i ret mange farver, jeg har samlet ca 16 farver i min kurv, og vil bruge dem alle. Dog er den midterste del af alle blomster ens, nemlig karryfarvet - da jeg gerne vil have et lidt tungere look, end hvis jeg havde valgt en af de lyse. Jeg har flest klare farver, grønne, gule, pink, blå, hvid, en mørk brændt orange og en lys violet. Jeg hækler på nål 5,5 med Peruvian highland wool fra Filcolana.
Hvem har lært dig at hækle?
Hvad holder du mest af at hækle?
Og er du lige så tosset som mig - at din cykel selvfølgelig også skal pyntes?