torsdag den 13. marts 2014

Strik i fællesskab, Kelim cardigan - Sådan vikler du et magisk nøgle


Jeg er blevet spurgt om jeg ikke vil uddybe - det der med at vikle Magiske nøgler - og det vil jeg da rigtig gerne.


Først finder jeg det garn jeg vil bruge. Her har jeg fundet 16 farver jeg gerne vil strikke min cardigan i, 8 grønne og 8 pink/violette (+1 gul). De bliver til hver sit magiske nøgle, de to bunker garn.
ét grønt nøgle, der danner bunden og ét violet der danner mønsterfarven - eller omvendt.


Først skal der laves en måle snor - Jeg vil gerne vide, hvor meget garn jeg skal bruge på en omgang. Garnet vikles om pinden, samme antal omviklinger som masker man skal slå op. = ca hvad der er af garnforbrug på en omgang i glatstrik!


Det bliver til en ret lang snor, når der skal slås op til Kelim Cardiganen, var det et par luffer, var snoren noget kortere. 
Denne måle-snor angiver hvad der ca svare til en strikket omgang. Inden du går i gang med at vikle dit garn til magiske nøgler, skal du beslutte, hvor lange dine forløb skal være. Jeg kan personligt godt lide forløb på mellem 0,5 og 3,5 omgange... helst også en forskel i længderne på bundfarven og mønsterfarven. 

Jeg kan godt lide at bundfarven har et længere forløb end mønsterfarven.


Jeg begynder på mit grønne nøgle, og jeg vikler bare i tilfældig rækkefølge, ind i mellem ligger jeg garnerne op så de kommer i et lyst til mørkt farveforløb. Jeg vikler et lille nøgle af gangen maks 16 farver i nøglet. For så vil jeg nemlig se hvordan det ser ud mens jeg strikker. 

Ofte oplever jeg at der er farvesammensætninger jeg synes mere om end andre, dem vil jeg gøre flere gange. Derfor ruller jeg ikke alt garnet op. 

En anden sag, er at der skal bruges kortere forløb på ærmerne, og længere forløb på bærestykket!


Hver gang jeg tilfører nøglet en ny farve, splitsplejser jeg garnerne sammen, ved at klippe 2 af de 4 tråde af. Fører garnerne ind over hinanden som vist.


Garnet rulles fast mellem hænderne, fugt evt garnet, rul til garnet er filtet sammen.


Og så er det ellers bare at vikle....


og vikle.....


Til du har to smukke magiske nøgler til din Kelim cardigan.


Restproduktet fra de magiske nøgler er nu også ret dekorativt ikke ;-)




Skal du være med til at strikke en Kelim Cardigan?

Mere om årets første strik i fællesskab lige her.