mandag den 29. august 2016

Så står resten af efteråret på strikkefestivaler

Det startede rigtig godt med en skøn lørdag i Annette Danielsens lille landsby Todbjerg, hvor hun, hendes familie og naboer inviterede  alle os garngale strikketosser på et brag af en strikkefest. Jeg tror at Strik i Todbjerg er kommet for at blive.


Et billede slået op af TinaRuus (@tina.ruus) den

Jeg tjekkede ind på Vibes B&B med  Rasmilla Crew, total IDYL. Hvor vi blev forkælet af Vibeke og Peter der driver stedet. IDYLLEN bød på høns, kattekillinger og hest med føl på engen. Vores dagligstue var lækker og så god plads til os strikkere. Er du til lækker bondegårds idyl, så er det her altså det perfekte sted at overnatte, næste gang du skal til Aarhus. 


Dejlig start på undervisnings sæsonen, begge mine workshops var mere end udsolgt, det er jo bare den bedste start på sæsonen. Jeg underviste hjemme hos Claus (måske staves det med K, det ved jeg ikke helt). Claus, havde lagt hjem til både undervisning og så kunne tissetrængende strikkegæster låne toilettet. Meget smart, som Annette siger, så var alle naboerne bange for at de strikkegale skulle sidde og tisse i grøfter og hække, så det kom de på forkant med, ved at åbne deres hjem for os - TAK TODBJERG :-)

Jeg ville ønske jeg havde en masse billeder jeg kunne dele med dig, men mest af alt brugte jeg Instagram Stories plus Snapchat og glemte at downloade min storie til min kamerarulle - da jeg kom i tanke om det, var den væk.



Nu i dag, skal jeg planlægge stand på Knitwork 16, sammen med det skønne #garnselskabet Glæder mig til at vise dig, hvad jeg har tænkt mig at have med på vores stand.

Ud over at have stand på Knitwork16 så skal jeg også holde foredrag om at leve af min passion i samarbejde med Woolspire og, og så har jeg et par workshops. De 2 workshops jeg har er Strik og de sociale medier og Krydret strik.


Strik og de sociale medier handler om at komme godt igang med at finde dit kreative netværk på de sociale medier (jeg har fokus på Instagram). Hvordan du med de "rigtige" tags kan søge efter inspiration og dele dit strik med ligestillede. Det er en workshop jeg glæder mig rigtig meget til, jeg er jo selv ret vild med de sociale medier og bruger dem flere gange om dagen. For mig er de en måde at være i kontakt med strikkerne på, en måde at have en finger på pulsen i forhold til events, nye garner, designere og meget meget mere. I mine øjne er de sociale medier, det bedste næst efter garn og pinde der er sket for os strikkere. Workshoppen er fredag aften kl 18-21



Krydret strik, ja det er jo min første workshop, som jeg underviste i første gang i 2011 og er min mest populære workshop. Jeg har i år ændret lidt mere i mit kompendium, end før (jeg ændre løbende i mine kompendier og undervisning, så du kan gå på mine workshops mere end én gang). Denne gang har jeg udvidet mere mere farvelære, dvs  der er skåret af strikke-tiden, men det gør jo ikke så meget, de fleste kan jo strikke... Det er det med farverne der er det der er sjovt. I 2014 slog jeg workshoppen op på ny, men nu på tyndepinde, og det er det vi skal strikke på.  Workshoppen er søndag eftermiddag kl 13-16

Du kan se og købe workshops her,  hvis du bare vil se, hvad der er, skal du klikke af at du har armbånd.


Et billede slået op af Katja Larsson (@mrs_provocateur) den

Men før Knitwork16 kommer Strik Bornholm. Jeg rejser onsdag aften med Bornholmerfærgen fra Køge, og ankommer torsdag morgen i Rønne. Torsdag aften har jeg fået lov at åbne strikkecafeen med et micro foredrag.

Af undervisning har jeg Krydret strik og Neverkont basis, og så har jeg en lille Micro workshop hos Woolspire på deres stand, hvor jeg viser hvordan du let kan komme igang med at strikke Grafisk Gobelinstrik - Kom forbi og læg en perleplade du kan strikke efter, og har du lyst, har jeg min nyeste bog "Strik & Mal - Grafisk Gobelinsstrik" med mig som du kan købe et signeret eksemplar af.



Neverkont basis, er en af de workshops jeg ofte udbyder på strikkefestivals, det er for at have lidt "ekstra" at tilbyde, der er knyttet til en teknik. Jeg har ikke designet i neverkont endnu, kun et lille halsrør og de pulsvarmere som du får opskriften til på workshoppen. Teknikken er super sjov, jeg arbejder og underviser naturligvis med fokus på farvespillet som du virkelig kan lege med i denne teknik.

Når Strik Bornholm og Knitwork er overstået, så er min næste strikkefestival i Norge, hvor jeg skal til Stavanger for 3. år i træk. Det fortæller jeg mere om over på Tusin ideer, der er en Norsk kreablog, hvor jeg netop er blevet inviteret til at blogge fra.