I mandags spurgte jeg om der var nogen der kunne genkende mønsteret i min strikkeprøve, det kunne Violykke. Hun gættede helt rigtigt, det var Agrona for Filcolana, Giga snoninger for begyndere.
Når jeg nu sidder og strikker prøver på noget jeg har strikket, er det fordi jeg skal bruge den på et kursus og originalen er væk. Heldigvis var det på kæmpepinde og med tykt garn, så det gik jo ret hurtigt med en ny prøve.
Denne uge står virkelig i strikkeprøvens tegn, jeg har strikket omkring 20-25 prøver, de fleste med temaet "Strik med tekstur". Hvor er det skønt at sætte en uge af blot til at strikke prøver, jeg føler mig så inspireret til nye designs og endda et bog-projekt... nr 4 i køen...
Hvordan har du det med strikkeprøver, og hvordan bruger du dem?
Med mit spørgsmål mener jeg, kan du lide at strikke prøver, eksperimenterer du, måske laver du blot en prøve der skal tjekke om din strikkefasthed passer til opskriften, eller laver du slet ikke eller kun meget nødigt strikkeprøver?