I weekenden var jeg inviteret til Ærø af Fie, fra Fie garn i Søby. Jeg skulle undervise søndag. Jeg ankom lørdag, og vågnede søndag morgen til denne skønne frost mark.
Der nede på Ærø i det sydfynske øhav, der er der altså bare stille, så jeg fik rigtig nydt min solopgang.
Lige ved hovedvejen ligger Fies butik, der er super hyggelig, og rummer rigtig meget godt garn, og skønne kit's.
Om sommeren, eller bare i godt vejr, kan man slå sig ned på bænken, og strikke et par pinde, eller bare nyde stilheden.
Fin reklame var der gjort, og jeg må sige det virkede. 38 kvinder kom der for at deltage i workshoppen.
Den lokale sognegård var lånt til formålet.
Modellerne kom frem, enkelte på giner, Pudina yogi pants, er der nok ikke nogen på Ærø der skal strikke. Selv om mange af dem nu har bogen med opskriften.
38 strikkeglade kvinder, sad klar med pindene, garn blev fundet frem. 1. opgave var at strikke vrang fra retsiden. Det kan gøres på mange måder, og enkelte havde faktisk helt glemt, at de allerede kunne den teknik. For på Ærø, der kan man altså strikke.
Der blev strikket bobler, mens jeg fortalte om mine modeller og bogens tilblivelse.
Og så skulle der strikkes med magiske nøgler, nogle strikkede mønsteret rundt, andre frem og tilbage over lige pinde. Nogen ændrede på diagrammet, og fik dette skønne mønster.
Vintersolen kikkede ind, så de der sad i solen, fik energi til at strikke hurtigt.
Ved frokost tid, serverede Fie tomatsuppe og lækkert brød.
Og så var der lige energi til et par omgange mere, af de drilske flerfarvede slags.
Solen gik ned over Ærø, og jeg sagde tak for denne gang, håber jeg kommer igen en gang, for at nyde jeres skønne ø. Tak for en hyggelig dag med alle jer skønne ærøske strikkende kvinder.