tirsdag den 25. september 2012

Handsker


OK tænkte jeg, i år bliver det året  hvor JEG strikker et par hansker, ikke luffer men handsker, med fingre og hele baduljen... og det er selvfølgelig forsøg fejl metoden jeg anvender, og måske, kun måske bliver det til en opskrift... Vil strikke i alpaka fra Filcolana indiecitaen. i denne skønne farve.


Min inspiration er hentet på denne side  Er det ikke bare skønne handsker de har?

Stille og smuk morgen

Vandet har trukket sig tilbage og har efterladt et bjerg tang på breden. I gamle dage tog man det op og tørrede det ude i 2 år, hvorefter det blev brugt til at gøde jorden med

Tekstil udsmykning Rette i Holbæk


Hende til venstre, det er min kusine Tina, hun har lavet den fine udsmykning til Retten i Holbæk - er pave stolt!

Garn til nye projekter


I Dimserier - noget man også kan strikke, er endnu ikke alle produkter strikket, af disse dejlige ngl bomuld fra Strikkebogen, skal der strikkes små gæstehåndklæder, med et grafisk mønster i. Dybt inspireret af dem farmor altid strikkede til køkkenet. Dem kender du helt sikkert, de har en retrille kant og så et ret og vrang mønster der danner firkanter.  Sådan nogen bliver det ikke helt, men lidt der hen ad. 


Og her kommer mit Japanske sjal, i gobelin strik, inspireret af  en pachworkblok der hedder Japansk pachwork. Garnet er luksusgarn fra Rasmilla Sjalet bliver strikket kvadratisk, og så foldet sktåt over midten, syet sammen, og så måske kvaste eller en blondekant. Det er ikke helt bestemt endnu.


Og så lige et sidste billede fra det vilde vejre i går. Jeg står på en stor sten, der ligger bag i haven ud mod stranden, og vandet er helt oppe ved den, normalt er der en 3-5 meter strand før vandet. Michael og jeg tror nok det var oppe på græsset i går, men det var mørkt, og for meget vind til vi ville gå ud. Og se, mit tørklæde/poncho er færdigt, dejlig mange farver. Altså det er jo en poncho, men den kan også bæres som et tørklæde som jeg gør her, den luner godt.

mandag den 24. september 2012

20 meter i sekundet

Det er lidt vildt.

Hvor er min strand

Det blæser en halv pelikan, havet kaster sig op på strandbreden, det er fedt!

Lidt flere billeder fra ulddag i Ramløse

Jeg vil lige dele lidt flere billeder fra i søndags. Se hvor de hygger :-)

Tung ugeplan

Før solen stod op, før jeg skulle på job... Sad jeg og sammensatte mine 5 vigtigste punkter i denne uges ugeplan. Og det er altså kun de vigtigste, der er andre punkter, som jeg har i min store Maylandkalender. På trods af at hele lørdag var afsat til strik, blev jeg ikke færdig med noget. Oplevede dog noget jeg ikke har oplevet i flere år - siden jeg droppede farmors strikkepinde og gik over til moderne ergonomiske pinde... Min ringefinger på højre hånd begynde at sove efter 8 timers strik. Jeg måtte tage små pauser... Og hvad nåede jeg på P2.5 25 cm...

Pynt din cykel med strik


Når nu vi er ved at strikke pynt til cyklen i efter årets S.I.F's så synes jeg lige jeg ville vise denne fine lille cykel jeg så i går i Ramløse. Er den ikke fin. Man er ikke i tvivl om at den kan køre rigtig stærkt, se lige det kvaste.


Og styret, FEDT ikke. Jeg tror at her er brugt maskinstrik, der er valket let i maskinen. klippet af store stykker, og så syet på. Arbejdet er rigtig fint. Bliver du inspireret? Jeg gør!

søndag den 23. september 2012

Ramløse ulddag

Min workshop var fed, mine kursister var modige og ferme med pindene. Tak for en dejlig dag :-)

Garn fra Rokkeriget

Mums her er mit garnrov. For 840 kr smukt håndspundet

Ramløse ulddag

Her er mange lækre boder, og fine udstillinger. Har købt lidt håndspundet ved Bente Borgstrøm der har rokkeriget. Jeg sender billeder senere, her får du den søde fugl.

Så er jeg landet i Ramløse

Jeg starter dagen med lidt kaffe, og nyder synet af noget lækkert strik :-)

Ramløse ulddag


Om 30 minutter kommer Lene og samler mig op, og så triller vi mod Ramløse. Lene skal undervise 2 gange, mens jeg bare skal undervise 1 gang, så jeg får rig mulighed for at gå og snuse lidt garn inden. 10 kursister er meldt til mit hold, et rigtig godt tal, jeg har normalt 12 som max, da det ellers er svært at nå alle. Jeg glæder mig meget til at se jer i Ramløse

lørdag den 22. september 2012

20 cm mere og så er det en bluse

Jeg har allerede strikket 20 cm på den i dag, faktisk har jeg ikke lavet meget andet end at strikke, og gøre klar til i morgen. Mangler at rulle 70 små nøgler garn, så er jeg klar.

Efterår

Vores første uvejr. Det rusker i huset, der er skum på havet... Det er bare hyggeligt!

Æbler

Æblemuffin med mandler serveret med øblejuice... Tiltrængt i dag, hvor jeg har planer om at få strikket mindst 1 model færdig.

Godmorgen

Ahh 1. Weekend med rigtig soveværelse, vi ligger i sengen og drikker kaffe, snakker - og kikker ud på en meget diset morgen

fredag den 21. september 2012

Til langt ud på aftenen

Jeg er ved at tegne diagram til Filcolana, det er en af de ting ved at lave strikkedesign som jeg rigtig godt kan lide. Det er et snonings mønster jeg er ved at tegne. Det har taget et par timer, og nu er jeg ved at være i mål. Skal bare lige finde ud af hvordan jeg tegner vendepinde ind :-)

S.I.F's Pynt din cykel del 2




Så er vi nået til del 2 og der skal regnes.


Min strikkefasthed 17 masker og 24 pinde giver 10 gange 10 cm.

Stykket på min cykel der skal pyntes, måler 11 cm for neden og 45 for oven, den er 27 cm høj

Det jeg nu gør er at regne min strikkefasthed på 1 cm, det gør jeg ved at dividere med 10
1,7 m = 1 cm
2,4 p = 1 cm

På de 11 cm skal jeg slå 19 m op og på de 27 cm ca 65 p skal jeg øge mit madketal så jeg slutter med at have 76 m altså 45 cm. Der skal altså øges, Det regner jeg mig frem til ved at trække de 19 masker jeg har slået op, fra de 76, jeg skal slutte med at have = 57 m, dem deler jeg med 2 = 28,5, jeg vælger at runde ned til 28. Jeg skal altså tage ud 28 gange på 65 pinde. 65/28 = 2,3, jeg skal altså tage ud ca på hver 2. pind. Nu sjusser jeg lidt (det er jo trods alt til en cykel) 
Jeg øger med 1 maske i hver side på p 2, 4, 8 (altså den 6. pind øges der ikke på) osv. Jeg strikker frem og tilbage i glat strik hvor jeg strikker i stribet af mine rester. Jeg vil tekstil trykke på det når jeg er færdig.