I sidste uge skrev jeg om hvilken type pinde der egner sig til hvad - i forhold til at strikke sokker. I dag giver jeg dig den mest elastiske aflukning jeg kender og den er PERFEKT til tå op sokker, særligt hvis du som mig, har en stor læg.
For at fremme forståelsen har jeg strikket 3 prøver i samme garn, men i hver deres farve, det 2 første prøver er lukket af med de 2 aflukninger som jeg ser aller flest bruge når jeg er ude og undervise rundt om i ind og udland. Det er ikke dårlige aflukninger, de egner sig bare ikke til alt!
Jeg strikker i Peruvian Highland wool fra Filcolana på pinde 5 mm i birk, jeg har 28 masker på pinden og har strikket 11 pinde. Jeg har strikket 3 ret *2 vrang, 3 ret* rib
Aflukning nr 1 Klassisk lænkeaflukning, farve 344
Den klassiske lænkeaflukning som alle kender, den er fast og ikke særlig elastisk. Desuden har lænkeaflukningen den uklædelige egenskab, at den lægger sig som en lænke på den side der lukkes af fra, her er lukket af fra retsiden (som du vil gøre det med et par sokker). Strik 2 masker *træk bagerste maske på højre pind over den forreste, strik 1 maske*
Aflukning nr 2 Lænkeaflukning som maskerne viser, farve 281
Lænkeaflukning som maskerne viser, den er fast, men ikke så fast som klassisk lænkeaflukning. Strik 2 masker som maskerne viser, *træk den bagerste maske på højre pind over den forreste, strik 1 maske som masken viser*
Aflukning nr 3, Strikketaflukning som maskerne viser, farve 355
Næst efter lænkeaflukningen er den klassiske strikket aflukning nok den aflukning som mange kender, de fleste kender den blot til ret. Strik 2 masker som maskerne viser, før begge masker tilbage på venstre pind og strik dem drejet ret sammen.
Se de 3 aflukninger op mod hinanden
I denne video, viser jeg hvordan jeg lukker af, men også hvordan de 3 aflukninger er i forhold til hinanden.
Hvilken type aflukning lukker du dine tå-op sokker af med, hvis du ikke ved hvad den hedder kan du beskrive hvad du gør - links går i spamfilteret.
Og glem nu ikke at du ved at shoppe via reklamelinks (billedet her under) på min blog er med til at støtte mit arbejde med at lave gratis undervisning her på bloggen.
Strømper er nok det jeg har strikket mest i mit lange strikkeliv og i 2018 blev det jo til hele 24 par til familien.
Når jeg strikker strømper så har jeg selvfølgelig nogle favorit metoder og dem vil jeg dele med dig her, samtidig med at jeg præsentere dig for 3 typer af pinde du kan strikke dine strømper på.
Det er sådan at når jeg strikker sokker fra tåen og op, så foretrækker jeg Magic Loop på 60-80 cm lange rundpinde. Selv om jeg har en række videoer om at strikke 2 på en gang med Magic Loop, så foretrækker jeg faktisk at strikke en sok af gangen, jeg synes det går hurtigere for mig.
Når jeg strikker sokker fra skaftet og ned, så kan jeg rigtig godt lide strømpepinde, og det er faktisk sådan at jeg her i løbet af det sidste års tid er blevet så glad for de bøjede strømpepinde at jeg faktisk tror på at de kommer til at overtage verdensherdømmet i forhold til almindelige strømpepinde.
Nede under har jeg listet en række videoer, og jeg har også skrevet en kort fyldestgørende tekst, sådan at du kan se om videoen er en du skal se.
Og har du ikke strikket sokker endnu og bare rigtig gerne vil igang, så anbefaler jeg at du henter min Gratis SokkeGuide lige her
Når det kommer til Strømpepinde, så strikker jeg kun med 4 pinde, jeg har fordelt mine masker på 3 pinde og strikker med den 4.
Et tip til strømpestrikkere, er at have halvdelen af maskerne på én pind og fordele den sidste halvdel på de 2 andre pinde. Når du kommer til hælen strikkes hælen (med mindre det er en Sweet tomato hæl) over den pind med halvdelen af maskerne på.
Første gang jeg prøvede de bøjede strømpepinde (CDPN's på engelsk) der var jeg ikke imponeret, jeg var faktisk slet ikke imponeret. Men da flere og flere på mit online kursus (Strikke Bootcamp 2018) sværgede til pindene. Besluttede jeg mig for at give dem en chance.
Efter at have strikket 3 par sokker var de pludselig mine favorit pinde, og inden jeg vidste af det, så tog jeg dem, frem for strømpepindene når jeg skulle strikke skaft ned (de er også perfekte til tå op, men jeg elsker Magic Loop).
Med de bøjede strømpepinde får du et sæt med 3 pinde, maskerne sidder fordelt på 2 pinde og du strikker med den 3. pind. Lidt som Magic Loop, bare uden wirerne der skal holdes styr på og lidt som strømpepinde bare uden så mange pinde.
Faktisk tror jeg på at denne pind kommer til at slå strømpepinden af pinden, ligesom "alle" nu vælger at strikke på rundpinde frem for de gamle lige jumperpinde.
Tå op sokker er super vanskelige at strikke på almindelige strømpepinde, på de bøjede kan du sagtens. MEN MIN FAVORIT til at strikke sokker fra tåen og op, er Magic Loop.
Kort fortalt strikker du rundt på en alt for lang rundpind, en rundpind, der er 60-80 cm lang. Den ene halvdel af maskerne hænger på wiren mens den anden halvdele er oppe på pinden mens maskerne strikkes. Når pindens masker er strikket, vendes arbejdet og maskerne fra wiren føres op på pinden og maskerne du lige har strikket glider ned på wiren - LET NOK.
Rigtig mange strikkere kan godt lide at strikke 2 sokker på én gang, altså sådan at du strikker Magic Loop og har begge sokker på pinden.
I denne video viser jeg hvordan du strikker 2 på en gang fra skaftet og ned inklusiv hælen. Faktisk strikkes hælene for sig, når du strikker 2 på en gang kan hælene ikke strikkes samtidig (fordi du skifter mellem at strikke rundt til frem og tilbage)
Når jeg strikker 2 på en gang, foretrækker jeg at slå op og strikke skafterne hver for sig, hvorefter jeg sætter det hele på rundpinden og strikker 2 på en gang.
Du skal ikke snydes for også at få en tå op vejledning til 2 på en gang. Den er ikke helt så dybdegående som skaft ned, da principperne er de samme.
Som med skaft ned hvor jeg foretrækker at strikke ribberne først og så først derefter strikke 2 på engang... Har jeg det på samme måde med tå op, jeg kan godt lide at strikke tåen for sig, og derefter sætte dem ind på den lange rundpind og strikke rundt.
I denne video præsenterer jeg dig for min gratis sokkeguide hvor jeg giver min beste tips til at komme godt igang med sokkerne.
Hvilke pinde nyder du at strikke strømper på og hvilken metode bruger du?
Ret-riller eller en retstrikket kant som det også kaldes er super fin som kant til glatstrik. Den har dog den ulempe at strikkefastheden når du strikker ret-riller og strikkefasthende når du strikker glatstrikning har en ret stor forskellighed. Ret-rillerne fylder mere end glatstrik i breden men fylder så lidt mindre i højden.
Der findes flere løsninger for at få en finere kant, du kan f.eks. vælge at have et forskelligt maskeantal på din kant og det glatstrikkedestrikkede, strikke ret-rillerne på en tyndere pind...
ELLER du kan gøre som mig. Strik alle dine ret-rillemasker drejet ret!
Så meget kan du gøre din kant fastere - bare ved at strikke drejet ret!
På denne prøve viser det blå strik en kant med drejet ret-rillemasker og violette del viser almindeligt strikkede ret-rillemasker. Hele prøven er strikket i samme garn Peruvian Highland Wool fra Filcolana og på samme pinde Birketræ pind 4 mm.
Der er ingen tvivl kanten på det blå er bare meget finere end kanten på det violette!
Jeg ejer ikke en snopind, og det er der flere årsager til, den vigtigste er at jeg faktisk synes det er langt mere besværligt at bruge den lille snopind end det er at strikke uden!
Når jeg laver mine snoniger, bruger jeg højre pind, til at hente de masker der skal snos, mens jeg lader resten af maskerne der skal snos glide forsigtigt af venstre pind. Første gang jeg gjorde det skulle jeg lige trække vejret dybt et par gange... men det gik forbløffende let.
Det er lidt forskelligt om maskerne skal snos for eller bag (venstre el højre) hvordan maskerne løftes af, krydses og sættes på pinden igen. I videoen viser jeg begge veje og med forskellige antal af masker der skal snos.
Sno til højre
Spring de masker over der skal bag arbejdet, stik højre pind ind i de masker der skal foran.
Lad alle masker glide af pinden.
De løse masker der hænder sættes på venstre pind bagved, derefter maskerne fra højre pind.
Strik nu hen over snoningen.
Sno til venstre
Spring de masker over der skal bag arbejdet, stik højre pind ind i de masker der skal bagved.
Lad alle masker glide af pinden.
De løse masker der hænder sættes på venstre pind foran, derefter maskerne fra højre pind.
Strik nu hen over snoningen.
At sno uden snopind stiller krav til dine strikkepinde. Det er STORT SE UMULIGT at sno uden snopind hvis dine pinde er runde og ikke spidse. Strikker du på træpinde, er det vigtigt du finder en pind med en rigtig god spids. Du kan læse meget mere om pinde i min gratis pindeguide lige her.
Disclamer
Skal jeg strikke hen over rigtig mange masker kan jeg godt finde på at bruge en strømpepind til at holde maskerne, men kun hvis garnet er glat og det let vil trævle op for mig.
To af de spørgsmål der går igen og igen når jeg er ude og undervise eller har online kurser er disse... "Hvorfor er min kant så løs?" og "Hvordan undgår jeg stiger når jeg strikker rundt?"
Kort sagt er løsningen at stramme den 2. maske på pinden op mens du strikker!
Hvis jeg skal uddybe det lidt mere, så handler det om at din første maske på pinden både når du strikker frem og tilbage, men også når du strikker rundt på strømpepinde og med Magic Loop bliver løs.
Første maske bliver løs fordi, den står alene og der er ikke er noget op af den i højre side der kan støtte den, når du vender eller skifter pind. Når du strikker den første maske skal den altså have lidt hjælp. Mange tror fejlagtigt at den hjælp skal ydes ved at stramme op, så snart 1. maske er strikket. Har du gjort det, vil du vide at det ikke rigtig hjælper, kanten er stadig løs og der kommer stadig stiger når du strikker rundt - Fordi masken mangler støtte!
Masken du skal stramme for at få en fin og fast kant er altså ikke den 1. maske! Det er den 2. maske på pinden... Stram præcis så meget i garnet at du kan se begge masker på højre pind strammes op - du kan nu strikke videre.
Når dette lille trick virker både når du strikker frem og tilbage på pinden og rundt på strømpepinde eller med Magic Loop, så er det fordi du også strammer lænken op der kommer før den 1. maske.
Du skal stramme op på hver pind, både ret og vrangside og på hver pind når du strikker på strømpepinde eller med Magic Loop. Glemmer du at stramme en enkelt gang, er strik heldigvis så tilgivende at det ikke bliver at se. MEN GLEMMER du de adskillige gange, så ender du op med grimme løse kanter og stiger.