fredag den 31. maj 2013

Prik i samarbejde med Strikkebogen - om lamauld


Nu begynder det at ligne noget, mønsteret træder i karakter i det lyse, men dejligt karrygule garn. I går fik jeg de skønne maskemarkører af Wenche, du kan også få nogle fine nogle 5 stk for 10 kr i hendes shop my daily junk. De er virkelig fine, og skønne i farverne.
I dag har jo været en dag i LAMAULDENS tegn, og hvad har jeg så at sige om det? Jo jeg er hooked. Jeg spurgte Trine om der var noget jeg kunne tilføje om garnet. Altså ud over at det er drøn lækkert at strikke med, og de viser maskerne rigtig flot i teksturstrik. Det er super blødt, minder lidt om en kattekilling i blødhed. Garnet egner sig fantastisk til min cardigan str 2-8 år, ingen kan sige garnet klør. 

FAKTA og Lamauld:
 Lamaulden er et eksklusivt naturprodukt der har en unik evne til at beskytte i mod kulde i det Lamahår er hule og ikke kompakte som det ses ved fåreuld. Lamaulden har derfor en bedre isoleringsevne end fåreuld. Lamauld har også færre skæl end fåreuld og klør derfor mindre end uld fra får. 

Krydret strik hos Strikkebogen.dk

Jeg er rigtig glad for at Trine har taget min bog ind. Er du forhandler at garner fra Strikkebogen.dk kan du købe bogen til din butik hos Trine, og er du ikke forhandler, ja så kan du faktisk også købe bogen hos Trine.

Nu er jeg ingen garndiktator, og går stærkt ind for at man vælger det garn man kan lide, og så efterfølgende finder en opskrift man vil strikke. Mange af opskrifterne i bogen kan strikkes i Lamaulden eller Yakuen. Har du ikke prøvet Trines babyalpakka, ja så skulle du prøve at strikke Luong i den, og så strikke stjernerne i et rest garn eks yaku.

Når man skal splejse et rundt garn så som Lamaulden, er det en god ide at lave en russisk sammenføring af garnet i stedet for en split/spytsplejsning.

Køb bogen hos Strikkebogen :-)


Prik for Strikkebogen.dk

Jeg er indgået i et designsamarbejde med Strikkebogen.dk, hvor ByKaae og Strikkebogen.dk udgiver i samarbejde. Lige nu arbejder jeg på en pigecardigan str 2-8 år i en lækker karrygul lamauld. Jeg arbejder med et vævestrikmønster med snoninger, det er ret lækkert, og på den horisontale vendte rib, ser det ud som store polkaprikker. Min arbejdstegning har jeg givet et mangapræg, da jeg leger lidt med forskellige motiver til min kommende børnestrikkebog. Om opskriften her skal i bogen, eller sælges som løsopskrift er jeg endnu ikke afklaret med.

Purple rain design for Filcolana

Det her er vist et stykke speedstrik, pindene suser gennem garnet, trøjen er en fryd at strikke. Jeg er nået op til bærestykket, og laver en traditionel raglanaflukning, med to masker mellem indtagningerne. Mod venstre strikker jeg lls (løft 2 m r af, strik dem dr r sm) og mod højre 2 r sm, så indtagningerne ligger op af stolpen, mellem indtagningerne (de 2 masker). Hvordan kan du bedst lide din raglan?

torsdag den 30. maj 2013

En fantastisk dag

Der er sommer i luften, alle går med et smil på læberne. Det har været en perfekt dag til at slentre rundt i byen. Først skulle jeg ind til Wenche, hvor vi fik talt om løst og fast, om det der med at være selvstændig, at være i et fag, hvor arbejdstiden er lang og arbejdslønnen lav... Men glæden uendelig stor.

Efter besøget hos Wenche, gik turen ud til Rasmilla, hvor skønt at være i strikke cafe igen. Har du endnu ikke været forbi til torsdagsstrik, så må du endelig gøre det, for det er bare noget af det hyggeligste. 

Fik en ny bog med hjem, "Lekre masker og lenke sting" af Sidsel J. Høivik. Glæder mig til at bladre i den i morgen.

Strikke linjen

I linje E mellem Køge og Hillerød strikkes der flittigt. Og det er altså ikke kun mig der strikker. Ved min gode strikkeveninde Marie Katrine også strikker her. I dag sad der en kvinde med et skønt strikketøj ved siden af mig. Tror jeg både så usynligt ribopslag og patent. Lækkert.

Designs

Nu er mine designs til BC sendt, opskrifterne kikker jeg lige igennem en sidste gang inden jeg sender :-) 

Nu mangler jeg blot 3 designs til Filcolana

1 til strikkebogen 

Og et hemmeligt design. 

onsdag den 29. maj 2013

Purple rain - design for Filcolana

Ærmerne er næsten strikket og kan sættes til kroppen. Tror jeg vil lave rullekant på halsen, og brodere en dråbe med maskesting i nakken, eller strikke striber i halskanten som der er på de andre kanter.

tirsdag den 28. maj 2013

Smaragd design for BC-Garn

Inspireret af en syet trøje, min egen gul gør glad og årets farve "emerald".

Kraven er ved at blive monteret til vesten, hvilket er lidt af et pillearbejde. Det draperede look er skabt ved at kraven er længere end halsens omkreds. Før jeg kunne sy kraven til vestens hals, måtte jeg fæstne den med tråd, så den er lige løs, hele vejen rundt. 

Enkelt men lækkert.

Havergrød skal der til

Jeg vågnede med migræne :-( efter at have sovet et par timer, er den på retur. Men hele min krop er mærket, og for at holde migrænen i ave resten af dagen står den på 0 sukker eller e-nummere. Og så er havergrød bare sagen, både mod migræne og tømmermænd.

1,5 dl grovvalsede øko havergryn
3 dl øko minimælk
3 korn himalaya salt
Koges ved svag varme, til grøden begynder at tykne. 
Tag grøden af varmen 

Riv et rødt sødt øko æble med skræl ned i grøden og vend det rundt.

I en skål med grøden.

Drys med 0,5 tsk øko kanel.

Velbekomme **^_^**

Purple rain - design for Filcolana

På p 5,5 går det stærkt, til en god film når jeg rigtig langt. Det er en trøje, hvor du kan få brugt dine rester, om du så har to meter af en farve, ti af en anden og fem af en tredje osv. Du skal ca bruge 150 gr rester i så mange farver som du har lyst til, jeg har brugt 12 farver. I opskriften vil der selvfølgelig stå, at det skal være i samme garn... Men det behøver det nu ikke, bare tykkelsen passer.

mandag den 27. maj 2013

Flakon - design for Filcolana

Flakon er kommet hjem fra min Strikkedame Jette, den er så fin. Glæder mig til at aflevere den til Nanna.

Sidste uges togstrik

10 cm på min sommer t-shirt til Filcolana, var hvad jeg kunne nå på 6 rejser mellem Køge og Svanemøllen. Det er bare helt ok. 

Sommerkursus i Ribe 2014


Jo  der er måske lidt længe til, men vil nu lige skrive lidt om det, for det er noget jeg glæder mig rigtig meget til. Ribe ungdomshøjskole, holder i sommerferierne ugekursus for voksne. Og tænk de har inviteret mig til at komme og undervise.  Sammen med Sidsel Sangild, Bodil Munck og Ingelise Lebech. Vi fire kommer til at udgøre et team, hvor der er fokus på strik og hækling. Sidsels underviser i hækling, Bodil i farver, Ingelise i freeform og jeg i tekstur. Det bliver en FED uge. Skal du lige ryde kalenderen, så er det uge 28 2014.



lørdag den 25. maj 2013

Montering

Grafisk gobelin og Auroa er helt færdige nu.
Jeg er ved at sy Frække Frederikke sammen. 
Hvorfor det tager så længe om så lidt? Måske fordi jeg strikker lidt...

Design for Filcolana

Jeg har fået garn og bestilling på en trøje til Filcolana. Og som du kan se har Nanna ønsket noget med farver. Efter som jeg ikke er helt færdig med pink, har jeg valgt at bruge alle hendes lyserøde farver, og mixet et par andre i. 

fredag den 24. maj 2013

Rabarber

Jeg har en ting med rabarber. I ugens løb, er det både blevet til kage, saft og sigtet rabarbergrød. Mormors kopper kom frem, og grøden blev næsten som hun lavede den...
Hvad er din yndlings rabarber ting?

Montering

Så er der gjort klar til montering. Som altid har jeg min monterings bibel... Finishing School af Deborah Newton lige ved hånden. Gode lange nål, hæftedutter og så mit strygejern.
Den lille fingernålepude er fra Rasmilla. Den er håndlavet i Danmark, af den smarte Susan :-)

Sommer

Min dag i går var travl, evaluering af kursusgang, møder og ingen strik. I dag skal der strikkes igennem, monteres og så vil jeg ud og nyde vejret :-) 
God fredag til jer alle 


torsdag den 23. maj 2013

Customize hos Tusindfryd


I juni holder jeg customize kursus hos Wenche i KBH, Dato 15. og 29. begge dage er lørdage fra 15-18 pris 1000 kr. Der er få ledige pladser, har det din interesse, så send mig en mail mærket Customize.



onsdag den 22. maj 2013

Stephen West i DK

På lørdag kan du opleve Stephen West i Dansehallerne i København. Jeg gad vildt gerne til den forestilling, men ak tror ikke det er muligt. Ønsker mig mere tid i døgnet - TAK

Ugens togstrik

Jeg er i det lyserøde hjørne igen :-) lytter til knitmore girls, strikker på en trøje til Filcolana og forsøger at beslutte mig for om trøjen skal være lang.
Det er en t-shirt, den sidder ind til kroppen. Hvad er din holdning til længden på den behagelige t-shirt til jeans?

Regn

Det høvler ned, skulle jeg ikke ind til byen på job, var jeg blevet indenfor. Regn er bare hyggeligst når man sidder lunt og tørt med sit strikketøj 

tirsdag den 21. maj 2013

En aften i hyggeligt selskab

Jeg har nyt en aften med mit designnetværk CPH knitwork: Rachel Søgaard, Pernille Cordes, Signe Simonsen (rettet- undskyld Signe), Karen lykkefanten, Lene Holme, Kathrine Wohlleb, og to gæster, Sanne Rasmilla og Stephen West. Det var enormt hyggeligt at sidde og snakke design på tværs at landegrænser, nørde med garn og spise god mad.

Jeg fik ikke taget billeder, så I får et fra sidst vi var ude (tante grøn i Odense) 


Rasmilla strik

Sidder inde hos Sanne og Rachel i Rasmilla. Butikken er pyntet med amerikanske flag, for byen er proppet med strikkende kvinder fra strikkekrydstogtet. Åh det gad jeg godt en dag, bare sejle og strikke.

Et drilsk ærme

Jeg var SÅ glad i går, jeg fik strikket en hel masse på mit ærme, mens jeg nød solen. Jeg strikkede og strikkede, snakkede og snakkede, og anede ingen uråd. Sent i går aftes opdagede jeg det så, ikke bare en, men hele to mønster reporter, havde jeg strikket for langt. Semilla cablé er ikke et garn, hvor man bare trækker pindene ud, trævler op, og sætter dem i igen... Så møjsommeligt, sad jeg og trævlede op mens det var på pindene, maske, for maske ,for maske, for maske. Nu er jeg klar igen.

Og se lige Michael har rykket hele stuen ud i udestuen, så nu vil jeg prøve at nyde mit strikketøj, til lyden af kviderene fugle, og synet af det stille vand.

mandag den 20. maj 2013

En stille morgen

Der er helt stille, kun naturens lyde bryder igennem mosekonens tykke bryg. Michael er ved at gøre klar til at ro ud i kajakken, 2 mænd står og fisker, ind i mellem kan man lige se dem der ude på vandet. Naboen er ved at bygge Sankt hans bål.
Jeg tror lige jeg snupper en kop te og et par pinde mere, inden jeg skal en tur i haven.

De 4 designs

Godt vi har en fridag mere denne pinseweekend, så har jeg i det mindste en chance for at blive lidt mere færdig. Aurora (øverst tv) mangler et bindebånd i halsen. Grafisk gobelin (nederst tv) mangler montering og kanter. Frække Frederikke (øverst th) her strikker jeg på det sidste ærme, mangler montering og kanter. Smaragd (nederst th) mangler montering.
I går strikkede jeg 9 timer, 6 på smaragd og 3 på Frække Frederikke, fra morgenstunden var jeg sikker på jeg ville blive færdig, men efter 9 timer kunne hænderne ikke mere. Om jeg når deadline? Ja da!

lørdag den 18. maj 2013

Smaragd for BC-Garn

Vejret er fantastisk, jeg sidder i skyggen med Smaragd. Planen er, at få den færdig i dag. I morgen tager jeg fat på Frække Frederikke igen. 
En bog jeg virkelig er glad for, er Finishing School af Deborah Newton, den findes ikke på dansk, men billederne er gode, teksten velskrevet. Så er du til engelske strikkebøger, så er den altså et must. 

Kajak

Michael har købt ny kajak, en havkajak, så kan vi begge komme ud og ro. Om jeg skal ud i dag? Nej tak, tror bare jeg skal sidde i haven og strikke.

Smaragd for BC-Garn

I næste uge er der deadline på BC-Modellerne. Status: Aurora mangler bindebånd, Grafisk Gobelin mangler montering og kanter, Frække Frederikke mangler et ærme og montering. På Smaragd mangler jeg at strikke kroppen færdig, strikke en krave, samt montering.
Her til morgen starter jeg dagen med Smaragd.

fredag den 17. maj 2013

Frække Frederikke

Kroppen er strikket færdig, nu er det bare ærmerne, der skal strikkes. Der er lang vej igen.

torsdag den 16. maj 2013

Kelim - en gammel kending


Nanna har taget nye billeder at min Kelim, de er bare super skønne. Opskriften er gratis og du finder den her Den findes i følgende str: Small, Medium, Large og X-Large.


Speedstrik

Jeg har 9 dage til at færdiggøre mine 4 modeller til BC-Garn, føler mig lidt presset lige nu. Den ene er måske en ommer, den driller lidt. Aurora er færdig, grafisk gobelin mangler montering. Frække Frederikke her, mangler jeg 2 ærmer + raglan på ryggen.

onsdag den 15. maj 2013

Sommerhus strik

Hvilke tanker får du, når jeg siger sommerhus strik? 

Flakon for Filcolana

Jettes pinde flyver afsted. Flakon er næsten færdig nu, jeg glæder mig enormt til at få den i hænderne. Den har dog allerede været gennem en test... Datter-testen, hun kunne lide den, og den sidder flot :-)


tirsdag den 14. maj 2013

Keltisk Wannabe for Filcolana - foto


Nanna har været på fotoshoot. Jeg er rigtig tilfreds med hvordan Keltisk Wannabe ser ud på et menneske. Den er anderledes, sjov og super let at strikke. 


Blusen er bare en basis opskrift, med en taljering.


De applikerede snoninger, er det sværeste. Ikke at strikke, det er jo bare hestetømmer, men at montere. Først med knappenåle, så blev der riet, og tilsidst syet.

Opskriften er sendt i redigering, så Lis, du må vente lidt endnu :-)

Keltisk Wannabe og Vuf Vuf


Jeg har lige to ting jeg skal have ordnet inden jeg kan strikke løs... Skrive lidt tilføjelser på Keltisk Wannabe og Vuf Vuf, og så afsted til Nanna. Glæder mig meget til at kunne vise billeder af Keltisk Wannabe på en model :-)


Hvordan Nanna vælger at fotografere Vuf Vuf, ved jeg endnu ikke.


Morgenstrik

Min trøje for BC-garn har fået et navn "Frække Frederikke" tak Birgitte

mandag den 13. maj 2013

Book en juleworkshop


I November tilbyder jeg en juleworkshop, book enten som homeparty i 4 timer for 600 kr pr person min 10 personer + transport. Hvis du har garnbutik eller er et bibliotek, så kontakt mig for et tilbud.

Send mig en mail på knitting@bykaae.dk mærk mailen "Juleworkshop"

Arbejdstid i uge 20


Jeg har jo fået en fed app, der kan holde styr på mit timeregnskab (Paymo) og mine projekter.

På en uge, hvor jeg både har været på kursus (i lærerjobbet), og til konfirmation... Der har jeg arbejdet 37,13 timer med strik. Dvs 5,30 timer om dage, på en 7 dags uge, og 7,4 timer på en 5 dags uge.

Det var ikke lige det billede jeg havde, jeg synes at jeg havde en uge, hvor jeg absolut intet kunne nå.

Af pindene kom grafisk gobelin for BC, den skal så lige monteres. Og på pindene kom trøjen med ærmer, også for BC, her fik jeg strikket forstykket, og noget af venstre ærme. Jeg fik strikket på hulblusen til Filcolana, og min egen vest til Dimserier. Det er faktisk okay.

Nu er jeg bare spændt på, hvad denne uge byder på af tid. :-)

Planerne for ugen, er at få Blusen med ærmer til BC af pindene, begyndt på en mohair trøje til BC, og en trøje for Filcolana med magiske nøgler, strikke på hulblusen til Filcolana og vesten til Dimserier.

Håber på at kunne strikke en 45-50 timer i denne uge

Morgen strik

Vejret er skønt her til morgen, så jeg cyklede til stationen. Nu sidder jeg i toget og strikker på min trøje for BC-garn.
God mandag til jer alle. 

Askes Tegnetrøje


Det er ikke alle mine strikkedamer der er sat i sving lige nu, men en af dem er, og det er Helle. Hun strikker på livet løs i grafisk gobelin - RETRILLER. Det går bare tjept der ud af, garnet blev sendt i onsdags, så skulle der strikkes strikkeprøve, så Helle kunne matche min strikkefasthed, og nu - nu flyver pindene bare. 
God strikkelyst Helle

søndag den 12. maj 2013

Sælges

Japansk maskinstrikbog, fejlkøb. Aldrig brugt 300 kr. Send mig en mail
Knitting@bykaae.dk mærket maskinstrikbog, hvis du ønsker at købe den. 

lørdag den 11. maj 2013

Blusen med ærmer design for BC-Garn

Nu skal der strikkes. :-)
Ja og så skal der findes et navn til trøjen. "Trøje med ærmer" er lidt for skørt, har du en god ide? 
Fakta:
Raglantrøje, krop rød perlestrik, ærmer, 2-farvet strik.
 

I haven

Hygger mig i haven igen i dag. Nu med at så, plante ud og... Ja fjerne mælkebøtter. Michael graver vores havekompost ned, så vi kan få græs på det stykke.
Om jeg har strikket i dag? 
Jo det har jeg da, hele 2 timer

Customize i KBH

Den 15. Og 29. Juni kl 15-18 er der customize kursus. Denne gang som home party hos Wenche. Pris 1.000kr
Rikke der lige har været på mit customize kursus i Strøby Egede ved Køge, har sendt et billede af hendes grønne drømmetrøje. Rikke har tegnet og regnet trøjen. 
Om du vil tegne og regne, eller tilpasse en opskrift til dine mål - så er customize et kursus for dig. Se mere undet fanebladet for oven  mærket workshops

fredag den 10. maj 2013